Tilbagekaldelsesafstemningen i Venezuela: En uppercut til kontrarevolutionen!

Tilbagekaldelsesafstemningen i Venezuela:
En uppercut til kontrarevolutionen!

Med det samme nægtede oppositionen ”kategorisk” at anerkende resultatet. På trods af det står det klart at ”nej”-stemmerne vandt med et overvældende flertal. Tidlige rapporter antydede et endnu større flertal – 63 procent mod 36 procent. Dette er nok tættere på sandheden. Manuel optælling af stemmer fra landdistrikter og fattige byområder, hvor Chávez nyder stor opbakning, og de steder hvor man ikke brugte automatiske stemmemaskiner, vil sandsynligvis forstørre Præsidentens sejrsmargin.

Masserne opildnet
Afstemningen har opildnet masserne. Der var en enestående valgdeltagelse, da alle vidste hvad der stod på spil. Derfor stod Venezuelanere i kø i op til 10 timer for at stemme. Vores korrespondent i Caracas beskrev i aftes stemningen i gaderne op til afstemningen:
”Folkets åbenlyse eufori og gadefesterne i de fattige dele af Caracas står i kontrast til den vrede stemning i escuálidos-områderne. I alle områder har der været store køer for at komme til at stemme, men hvor folk i de fattigere områder stadig står i kø for at komme til at stemme, er køerne forsvundet i over- og middelklasseområderne. I nogen områder har folk ventet i seks-syv timer for at stemme.”

Valgdetagelsen var omkring 90 procent. Denne historiske valgdeltagelse står i skarp kontrast til deltagelsen i valgene i England eller USA. Det er hvad der sker når folk føler de har noget at stemme for – og imod. Det er hvad der sker når folk føler at politik faktisk betyder noget, at deres stemmeafgivelse kan gøre en forskel. Hvilken kontrast til situationen i de ”vestlige demokratier” hvor folk i de fleste tilfælde ikke engang gider stemme, da de føler at ligegyldigt hvem der bliver valgt, vil det ikke gøre nogen større forskel på deres liv. Dog tror Bush og Blair at de har ret til at fortælle folket i Venezuela hvordan demokrati virker!

Denne fantastiske valgsejr i søndagens afstemning er den ottende valgsejr for Chávez og Bolivarianerne i de sidste 6 år. Dog beskriver oppositionen ham som en ”diktator”. Dette står i skarp kontrast til fakta. Hvad end man mener om Hugo Chávez er han ikke en diktator. Efter næsten 6 år ved regeringsmagten, har Præsident Chávez ikke bare beholdt sin folkelige opbakning, men også forøget den. Han vandt 56% i 1998-valget og 59% gen-valget. Nu er hans støtte på næsten 60 procent.

Da de er blevet besejret i hvert eneste valg, har oppositionen prøvet at fjerne Chávez fra magten gennem et statskup i 2002, fulgt af en ledelses-ledet nedlukning af det statslige olieselskab PDVSA. Da disse forsøg slog fejl lagde oppositionen alle deres kræfter bag tilbagekaldelsesafstemningen for at fjerne den demokratisk valgte Præsident før afslutningen på hans valgperiode.

Dette er ironisk. Den forfatningsmæssige rettighed til at afholde en tilbagekaldelsesafstemning eksisterer kun som følge af den nye forfatning der blev forfattet af en valgt konstituerende forsamling i Hugo Chávez’ første regeringsår, og som blev godkendt af en folkeafstemning.

Tilbagekaldelse af valgte embedsmænd var en idé der blev foreslået af Chávez til forsamlingen, og blev støttet af flertallet, og afvist af oppositionen, som siden hen hyklerisk brugte den ret til at prøve at fordrive Præsidenten. Forresten, hvis disse ”demokrater” havde vundet, ville den første ting de gjorde være at fjerne retten til en tilbagekaldelsesafstemning.

Disse herrer kalder dem selv demokrater, men i realiteten viser de at ”demokrati” kun er acceptabelt for dem så længe deres side vinder. Helt op til sidste minut fortsatte oppositionen sine manøvrer. Før de officielle udtalelser kom fra CNE, kom der en separat udtalelse fra to medlemmer af CNE, Sobella Meijas og Ezequiel Zamora, der begge satte spørgsmåltegn ved resultatet. Det er en offentlig hemmelighed at Meija og Zamora har bånd til oppositionen. Igennem sådanne beskidte tricks forsøger oppositionen at miskreditere afstemningen og på den måde gøre vejen klar for fremtidige sabotagehandlinger.

Endnu en gang har arbejderklassen og de fattige i Venezuela vist et ufejlbarligt klasseinstinkt. Det blev rapportere at i arbejderklassekvarteret Petare, stod folk i kø fra kl. 4 om morgenen. Da det stod klart at oppositionen var blevet slået, eksploderede massernes stemning. Gaderne omkring Præsidentpaladset Miraflores i Caracas var fulde af pro-Chávez demonstranter der fejrede denne nye sejr for den bolivarianske revolution. Venezuelanalysis.com rapporterer at: ”Chavistas har indtaget gaderne i arbejderklassekvartererne, hvor de blæser i trompeter og spiller musik. Fyrværkeri høres i mange arbejderklassekvarterer, på højde med en nytårsfest.”

Et slag i hovedet på kontrarevolutionen
Der er ingen tvivl om at dette resultat repræsenterer en træffer midt i skallen på de kontrarevolutionære, hvoraf en del af dem var meget tilbageholdende med at acceptere resultatet. Intense forhandlinger fandt sted mellem Carter Centret og OAS (Organisationen af Amerikanske Stater) og oppositionskoalitionen DC (Demokratisk Koordination) for at overbevise sidstnævnte om at acceptere Chávez’ sejr.

Det er meget naturligt at masserne fejrer deres sejr. De har endnu en gang givet et kraftigt slag til kontrarevolutionen og blokeret den på det valgmæssige område. Men underligt nok, kunne man også se Chávez-modstandere på gaden, beordret derud af deres ledere til at holde deres egne ”sejrsfester”. Lokale Chavista grupper har afskrevet opfordringen som en plan for at skabe offentlige forstyrrelser og mulige vejblokader som der blev gjort tidligere i år. En oppositionsleders opfordring til ”civil opstand” for at protestere i forsinkelserne i afstemningsprocessen bekræfter klart disse antagelser.

De kontrarevolutionære håbede på at bruge afstemningen til at skabe nye sammenstød og uorden. Deres bestandige håb er at skabe tilpas meget kaos til at fremprovokere et kup. Dette ville have været scenariet, især hvis resultatet havde været tæt på.

Oppositionslederen Humberto Calderon Berti og Cesar Perez Vivas fra partiet COPEI holdte søndag aften en pressekonference for at takke de internationale observatører til dette ”historiske valg”. Bertis sørgelige ansigtsudtryk fortalte sin egen historie. Det var ikke sådan det skulle have gået! De kontrarevolutionære håbede at deres kontrol over massemedierne ville give dem et tilpas forspring til at vinde afstemningen. Ydermere regnede de med de slet skjulte støtte fra Washington og de fleste af regeringerne i Latin Amerika, hhv. gennem Jimmy Carter og OAS.

De internationale observatørers rolle
Vi mangler stadig at høre de internationale observatørers dom, inkl. USA's tidl. præs. Jimmy Carter og OAS (oversætters note: de har begge godkendt resultatet mandag aften, dansk tid). Mere end 400 internationale observatører, inkl. en gruppe fra OAS, kom til Venezuela for at ”observere” afstemningsprocessen. Der har aldrig før været et så højt niveau af udenlandsk indblanding i Venezuelas interne affærer. Denne tilbagekaldelsesafstemning var den mest tæt overvågede valgproces i den vestlige halvklode. Der var bestemt ikke en sådan overvågning ved USA's sidste valg, hvor valgfusk sørgede for at George W. Bush kunne komme i besiddelse af Det Hvide Hus. Men sådan nogle små modsætninger bekymrer da virkelig ikke Venezuelas udenlandske kritikere særligt meget.

Den mest kendte i ”observatørgruppen” er Carter Centret, grundlagt af USA's tidl. præsident Jimmy Carter. Denne tidligere jordnøddefarmer var en middelmådig præsident, men som en diplomatisk manøvremager har han fine kvalifikationer. Præsident Chávez fortalte mig hvordan Jimmy Carter græd da han fik kendskab til de fattige Venezuelaneres forfærdelige forhold.

Hans evne til at græde med bestemte intervaller er en del af hans arv fra USA's sydlige Bibelbælte. Uden tvivl græd hans forfædre også for de fattige, samtidig med at de blev rige af de sorte slaveres slid og slæb. Denne specielle form for kristent hykleri er et meget brugbart våben i det internationale diplomatis arsenal, og et som hr. Carter kunnet bruge helt perfekt.

Hykleri er faktisk meget efterspurgt i Venezuela for tiden. Kontrarevolutionen har ikke råd til at vise sit virkelige ansigt, men må forklæde sig selv som ”virkeligt demokrati”, selvom dets rigtige mål er at få et diktatorstyre i Venezuela. Utallige kontrarevolutionære organisationer er sprunget ud som ”menneskerettighedsgrupper” osv. For at kunne narre folket må ting drejes om til deres modsætning: et valgnederlag må fremvises som en valgsejr, og en sejr som et nederlag, diktatur som demokrati, og demokrati som diktatur, osv.

En af dem der specialiserer sig i denne specielle type hykleri og spil for gallerier er Súmate, der er fremstillet som en objektiv upartisk civil forening, men som i virkeligheden er en pro-oppositionsgruppe, finansieret af Washington. Súmates vicepræsident, Maria Corina Machado, deltog i 2002-kuppet der kortvarigt fjernede Chávez fra præsidentmagten – hun underskrev dekreterne fra Pedro Carmona, der næsten nåede at blive diktator. Lige nu er hun under undersøgelse for svindel for at have modtaget penge fra en udenlandsk regering (USA) der var øremærket til at vælte Chávez-regeringen.

Súmate brugte de penge de var blevet tildelt af donorer i USA, til at organisere en stor gruppe ”frivillige” hvis mål var at indsamle det største mulige antal ”ja”-stemmer i exit polls. Disse ”objektive resltater” kunne så blive fremstillet som ”bevis” for at oppositionen havde vundet, og brugt som propaganda til at organisere forstyrrelser når en Chávez-sejr blev offentliggjort.

Trods dens offentlige ansigt som en ”upartisk enhed”, er Carter Centret et af Washingtons værktøjer. Carter centret er baseret på regeringsstøtte fra USA. Og som det engelske ordsprog siger: den der betaler spillemanden, bestemmer melodien. Det er velkendt at hele USA's politiske miljø går imod Chávez og støtter oppositionen.

I et vidnesbyrd i en høring i en Amerikansk underkomité d. 15 marts 2000, placerede Carter Centrets ledende observatør, professor i Politisk Videnskab på University of Georgia Jennifer McCoy den Venezuelanske regering i en kategori af ”nye, mere subtile former for autoritarianisme gennem valg….” I hendes erklærede krydstogt for at ”afskrække nye hybrid-demokratier” opfordrede McCoy for fortsat støtte fra USA's regering til Carter Centret, mens hun fastholdt af denne slags finansiering repræsenterede en ”neutral og professionel måde at forbedre valgprocessen”.

Dr. McCoy har opfordret til pres fra USA på Chávez regeringen, selvom der aldrig havde været nogen betydningsfulde beskyldninger om valgfusk i hverken Chávez’ valg i 1998 eller i de efterfølgende folkeafstemninger hans regering stod i spidsen for i de følgende år. Hun har også fremstillet Chávez-regeringen i det samme lys som Peru’s ex-diktator Alberto Fujimori!

Carter tilskynder forsigtighed
At Carter og OAS’ sympatier lå på oppositionens side er indiskutabelt. Men oppositionens planer om at gøre brug af udenlanske ”observatører” blev knust af det massive svar på afstemningskampagnen. Valgkampen selv foregik på en pinligt retfærdig og demokratisk måde. Ingen af de uregelmæssigheder som oppositionen håbede på at finde, blev fundet.

Tidligt søndag, efter at have besøgt adskillige valgcentre, var Carter tvunget til at indrømme at vælger-køerne i Venezuela var ”uset lange og rolige”. Carter, som leder Carter centeret der har som ærinde at observere Venezuelas historiske tilbagekaldelsesafstmning, tilføjede at ”fra de første timer af dagen har vi besøgt adskillige valgcentre i Caracas og der er tusinder af folk der venter med masser af tålmodighed og i ro og fred”. OAS sekretær General Cesar Gavria udtalte lørdag at afstemningsresultatet ville være ”pålideligt”.

Hvad ellers kunne disse ladies og gentlemens sige? OAS og Carter Centerets oprindelige intention var at ligge pres på Caracas-regeringen for at opnå et ”kompromis” med oppositionen, eller, hvis muligt, lave svindel med afstemningen til sidstnævntes fordel. Hvis resultatet var blevet tæt, havde de muligvis forsøgt at proklamere en oppositionssejr før det officielle resultat blev annonceret. Dette var sandsynligvis årsagen til at offentliggørelsen af resultatet blev forsinket.

En del af dem der står for en hård kurs må have krævet at OAS og Carter-centeret skulle samarbejde om sådan en manøvre. Nogle dele af oppositionen havde tilsyneladende erklæret deres intention om at udgive resultaterne af deres egne exit polls fem timer før valgcentrene var fastsat til at lukke. Dette synes at have været oppositionslederen Enrique Mendozas holdning. Dette ville have været en klar provokation. Men både Carter-centret og Organisationen af Amerikanske Stater har forstået at det er meningsløst og kontra-produktivt at forsøge at benægte resultatet af afstemningen.

Klokken halv to om morgenen, dukkede repræsentanter fra Carter-centret og Organisationen af Amerikanske Stater op fra et møde med den nationale valgkomite (CNE). De forsøgte desperat på at overbevise den Demokratiske Koordinator, oppositionskoalitionen, til at acceptere Chavez sejr. Der må have foregået en ophedet meningsudveksling i morgnens første timer. Men Carter kunne ikke imødekomme de der stod for en hårdere kurs. Han er uden tvivl en imperialistisk slyngel, men han er ikke en komplet idiot. Et tydeligt forsøg på at give en sejr til oppositionen igennem snyd og svindel ville med det samme have fremprovokeret en eksplosion som ikke kunne kontrolleres.

Carter, der er en relativ snu repræsentant for USA-imperialismen, blev derfor nød til at ligge pres på oppositionen for at falde til ro. Den venezuelanske avis Diario Vea udtalte at Dr. McCoy, direkte havde kritiseret oppositionens beslutning om at offentliggøre tidlige og uofficielle resultater. Dr. McCoy erklærede ifølge rapporter, at alle politiske aktører skulle vente på offentliggørelsen af reultaterne af det regerings-anerkendte organ, CNE.

Både Carter-centret og Organisationen af Amerikanske Stater forstod at det var meningsløst og kontra-produktivt at forsøge at benægte resultatet af afstemningen. Men dette var bare en taktisk beslutning. De forstod at et kup ikke var på dagsordenen på dette tidspunkt, fordi styrkeforholdet mellem klasserne ikke var favorabelt for et kup. Derfor bliver ihvertfald en del af oppositionen nød til modstræbende at acceptere Chavez sejr. Det bedste de kan håbe på, er at kaaste lidt tvivl på processen, overdrive uregelmæssigheder, råbe op om snyd og svindel, osv. Dette er de allerede i færd med. Faktisk var de allerede i gang med det inden selve afstemningen fandt sted.


Hvad nu?
Som vi forudsagde i vores seneste artikel (se Marxist.com: As August 15 approaches: Why Marxists are fighting for a “No” next Sunday), forstår imperialisterne at tiden ikke er moden til et nyt kup, hvilket kunne føre til borgerkrig – en borgerkrig de helt sikkert ville tabe. Derfor har de valgt en ny strategi. Nu hvor de har fejlet i at nå deres mål ved direkte angreb, går de over til belejring. Kampen er ikke slut, den er bare gået over i et nyt stade. De kontrarevolutionære og deres imperialistiske allierede, vil vente indtil klassernes forhold til hinanden er bedre for dem. De vil flytte sig igen. Men indtil videre går de i taktisk tilbagetog og slikker deres sår.

Betyder det at alle problemer er løste og at oppositionen er blevet endeligt besejret? Nej, det betyder det overhovedet ikke. Det afstemningskampagnen viste var at det Venezuelanske samfund er ekstremt polariseret mellem højre og venstre. Denne polarisering vil ikke forsvinde efter afstemningen, men stadigt forøges. I den forstand har afstemningen ikke løst noget. De kontrarevolutionære vil regruppere deres styrker og forberede sig på en ny offensiv når forholdene er bedre for dem.

På internationalt plan vil de ikke stoppe deres larmende kampagne mod den Venezuelanske revolution, eller opgive deres postulater om at Chávez har autoritære tendenser. Med hjælp fra organisationer som Súmate, vil de offentliggøre falske ”exit polls” der direkte modsiger de officielle resultater for at vise at resultatet var baseret på svindel. De vil fortsætte med at sabotere og ødelægge den revolutionære proces, i et forsøg på at skabe økonomisk og socialt kaos. De vil aldrig blive tilfredse indtil Chávez er blevet væltet og alt hvad den Bolivarianske revolution har skabt er blevet smadret.

Chávez-regeringens sidste sejr placerer den borgerlige opposition i en svær position. Dette er fjerde gang at et frit valg i Venezuela har givet Chávez et overvældende flertal. Det Venezuelanske borgerskab bliver mere og mere desperate. Klassekampen intensiveres hele tiden. Arbejderne og bønderne der er blevet opmuntret afstemningens udfald, vil kræve flere reformer og en udvidelse af den revolutionære proces. Borgerskabet og imperialisterne vil kræve et nedbremsning og at man bakker tilbage. Regeringen vil finde sig selv placeret mellem to møllesten.

Den massive valgdeltagelse i søndags er en klar refleksion af den ekstreme politiske polarisering i det venezuelanske samfund til højre og venstre. Det umiddelbare spørgsmål var om hvorvidt Hugo Chávez skulle forblive som præsident, men endnu dybere spørgsmål er involverede, og disse spørgsmål er endnu ikke løste. Det var nødvendigt at vinde afstemningen, men afstemningsresultaterne vil ikke løse disse grundlæggende problemer. Det vil kun fremstille dem endnu tydeligere.

De ledere af den Bolivarianske bevægelse der argumenterede at, ved at afholde afstemningen, ville revolutionens fjender tie stille, kan man tydeligt se tog fejl. Revolutionens interne og eksterne fjender vil aldrig blive tilfredsstillede af valg, afstemninger og forhandlinger. De vil kun blive tilfredsstillede når revolutionen er besejret. Ikke at indse dette er topmålet af uansvarlighed.

Ved tidligere lejligheder hvor masserne besejrede kontrarevolutionen, var der en gylden mulighed for at gennemføre revolutionen og afslutte oligarkiets magt en gang for alle. Men ved alle disse lejligheder blev muligheden smidt væk. Lederne lod sig selv blive forført af de lokkende stemmer om ”moderation” og ”forhandling”. Det uundgåelige resultat var en ny offensiv fra kontrarevolutionen.

Det er på tide at lære lektien! Man kan ikke lave en halv revolution. Så længe oligarkiet vedholder sit greb på vigtige sektorer i økonomien, vil det fortsætte med at være en Trojansk hest for Amerikansk imperialisme, der saboterer og underminerer den Bolivarianske revolution. Det er tid til at stille os selv det afgørende spørgsmål: kan vi tillade at en håndfuld rige menneskers interesser bestemmer millioner af mennesker skæbne? Eller vil vi sætte en stopper for dette, en gang for alle, ekspropriere de kontrarevolutionæres ejendom og følge vejen til et socialistisk demokrati?

Den 15. august vil gå ind i den revolutionære histories annaler som en stor sejr for det arbejdende folk – på en betingelse: at vi ikke spilder den, at vi ikke giver initiativet tilbage til vores fjender, men slår slag mod dem der vil ødelægge deres magtgrundlag. Det er den eneste måde vi kan bygge på vores egen sejr, og lave den til en afgørende revolutionær omdannelse af samfundet.